Støvringgård Kloster

Støvringgaard Kloster er en herregård naturskønt beliggende på kanten af Randers Fjord ca. 10 km fra købstaden. Herregårdens historie går tilbage til middelalderen, og den har været bolig for godsejerfamilier frem til 1735. Men i sit testamente fra dette år bestemte den sidste ejer, gehejmerådinde Christine Furien, at hendes gård med tilhørende skov og landbrug skulle overgå til en stiftelse med boliger for en priorinde og 12 jomfruer, som var døtre af mænd af de fem første rangklasser. I forbindelse med omdannelsen til kloster gennemgik herregården en større renovering og ombygning, så den i store træk fik den ydre udformning, den har i dag.

Støvringgaard Kloster fungerede med få ændringer i fundatsen som bolig for de adelige jomfruer frem til 1978, men har siden været en erhvervsdrivende fond, som har til formål at leje klosterets boliger ud på almindelige lejevilkår. Klosterets boliger blev ved omdannelsen til en erhvervsdrivende fond renoveret og opdateret til moderne standard.
I dag rummer Støvringgaard Kloster 13 boliger, ni i hovedbygningen og fire i avlsgården, Hertil kommer en bolig i den tidligere forpagterbolig. Lejlighederne er fra 64 til 155m². Beboerne har adgang til og kan bruge klosterets fællesområder, som blandt andet omfatter spisesal, køkken, havesal, bibliotek og kirkesal, der også danner ramme om almindelige gudstjenester. For at komme i betragtning til et lejemål skal man være fyldt 55 år, ikke have hjemmeboende børn og være selvhjulpen.
Til Støvringgaard Kloster hører ca. 600 ha jord, som bidrager til klosteret økonomiske grundlag. Agerjorden er bortforpagtet, jagten udlejes, mens klosteret selv driver skoven.

Link til kort
 
Hjemmeside:
stovringgaard.dk


Kontakt:

Støvringgaardsvej 73A
8930 Randers NØ
forvalter@stovringgaard.dk
Tlf. 60635581
v/klosterforvalter Jørgen Smidt-Jensen